Om pædagoguddannelsen på Rudolf Steiner Seminariet

På pædagoguddannelsen ser vi det som vores opgave at uddanne pædagoger, der kan arbejde i hele det pædagogiske felt. Som pædagog arbejder man i et af tidens mest betydningsfulde erhverv, og en grundig forberedelse er nødvendig for at kunne imødekomme de mange opgaver, som pædagoger bliver stillet overfor i det moderne samfund.

 

Uddannelsen på seminariet er udformet ud fra et helhedssyn på mennesket. Gennem hele uddannelsen vægtes den kunstneriske tilgang til pædagogik højt. Både i de teoretiske, og i de kreative og håndværksmæssige fag er den kunstneriske tilgang til pædagogik en kerne i steinerpædagogfaget. 
Gennem tilegnelse af en grundig indsigt i menneskets udvikling, praktisk kunstneriske øvelser, samt arbejde med fag der understøtter den pædagogiske evne til formidling, forberedes de studerende på de kommende opgaver.

Uddannelsen på Rudolf Steiner Pædagogseminariet er tilrettelagt som en fællespædagogisk uddannelse af 3½  års varighed.

 

Seminarieundervisning i 2 år og 3 måneder.

Praktik i 1 år og 3 måneder.

 

 

1.år

Seminarieundervisning 1.

12 ugers øvelsespraktik
 

Seminarieundervisning 2.

2.år

26 ugers praktik

 

Seminarieundervisning 3.

3.år

Seminarieundervisning 4.

 

26 ugers praktik

4.år

Seminarieundervisning 5.

 

 

 

 

 

 

Uddannelsen er tilrettelagt således, at den ligeligt tilgodeser udviklingen af pædagogens teoretiske, praktiske og kunstneriske evner.

 

De tre undervisningsår vil have hver sin kvalitet:

 

Det 1. år tilstræbes det at give de studerende en grundlæggende indføring i det antroposifiske menneskesyn som baggrund for Steiner-pædagogikken, samt erkendelsesgrundlaget bag nutidens pædagogiske strømninger.

 

Det 2. år lægges der vægt på, at forståelsen øges overfor stoffet, overfor børn og klienter/brugere, og overfor betydningen af det sociale samarbejde. Den studerende må ligeledes, ved selvstændig fordybelse i emneområder, øge selvstændigheden i studiet samt øve en fri sproglig formidling.

 

Det 3. / 4. år udvides stofområdet og der appelleres til de studerendes bevidste bearbejdning af det gennemgåede stof. På 4. år afleveres en selvvalgt specialeopgave med relation til et pædagogisk delområde og en dertil hørende praktisk-kunstnerisk opgave.

 

De teoretiske fag

- giver den studerende en dybtgående forståelse af menneskets væsen i almindelighed og af børn og klienter i særdeleshed. Samtidig danner de grundlaget for udvikling af selvstændig dømmekraft og giver indsigt i arbejdet med såvel normalt udviklede børn som børn, unge og voksne med sociale , fysiske eller psykiske handicap.

 

Undervisningen er opdelt i perioder med emner som f.eks.:

Pædagogik, psykologi, idehistorie, pædagogikkens historie, kulturhistorie, musikteori, sundheds- og sygdomslære, ernæringslære, organ- og sanselære, embryologi, eventyrtydning, farvelære samt socialfag.

 

De kunstneriske fag

- udvikler den studerendes fantasi, indlevelsesevne og situationsfornemmelse.

 

Der undervises i:

Sprogformning/dramatik, maling, tegning, musik, træskæring, modellering, eurytmi, fløjtespil, korsang og sanglege.

 

De metodiske fag

- omfatter den praktiske pædagogik, samt eventyr- og historiefortælling, dukkesyning, marionetspil, fremstilling af legetøj m.m.

Der samtales om samarbejdsmetoder og tilrettelæggelse af det praktiske arbejde i institutionen, så det kan befordre livet for børn, brugere, medarbejdere og forældre.

 

Praktiktiden

- vil bl.a. give erfaringer og opøve iagttagelsesevnen.

Der vil blive lagt vægt på, at praktik- og teoriperioder fordeles på en måde, så der bliver mulighed for at bearbejde det oplevede på uddannelsen sammen med medstuderende og lærere.

 

Praktikperioderne skal afvikles på såvel Steinerinstitutioner som offentlige institutioner med forskellige pædagogiske opgaver.

 

Evaluering:

I slutningen af første og andet år vurderer lærerkollegiet elevens arbejdsindsats og standpunkt med henblik på muligheden for at gennemføre uddannelsen.

 

Begge år afleveres der en skriftlig teoretisk opgave, samt praktikopgaver til bedømmelse.

i slutningen af tredje år vurderes den samlede indsats i studieforløbet, og udtalelser fra praktikstederne, specialeopgaven og fremlæggelse af denne og den dertil hørende eksamination, vil danne grundlaget for bedømmelse af elevens kvalifikationer til at arbejde som pædagog.

 

Der udstedes afgangsbevis ved et tilfredsstillende resultat.